Arsenik og gamle kniplinger

En sjæl der brænder for tekstiler og farver

Kunsthåndværkeren, håndarbejdslæreren og multifarvetalentet Bitten Hansen har gennem de sidste 35 år nøje fulgt udviklingen for tekstiler, tekstile udtryk og ikke mindst farver og kemi

”Arsenik og gamle kniplinger”- titlen på den gamle film får mig til at tænke på, hvordan og hvorfor farverne og tekstilerne har haft stor indflydelse på hele mit liv.
Min medfødte nysgerrighed har været grundlaget for at prøve tingene af. Hvordan kunne mine tanker og ønsker blive til virkelighed? Hvordan kunne mine tanker og handlinger at give udtryk for de budskaber jeg brænder for? De første famlende forsøg med farver på stof var en lille krukke med sort stofmaling og en pensel – projektet skulle ende som en dug, der skulle sendes til en konkurrence i et dameblad. Jeg var da meget ung og naiv. I skrivende stund kan jeg se tilbage på en tid med store udfordringer og megen søgen for at lære, hvordan farver, kemikalier og stof arbejder sammen.

En tysk professor i farvekemi lærte mig, at hvis arbejde og resultater skal lykkedes, må man for det første være omhyggelig og kende sine materialer, og her er kemien en særdeles vigtig faktor.

Jeg sammenligner gerne mine farveopskrifter med madopskrifter, begge steder gælder samme regel: Hvis det forkerte krydderi tilsættes, ødelægges det færdige produkt. Til god mad skal bruges gode råprodukter og helst uden for mange E-numre. Det samme gør sig gældende når der arbejdes med at overfører farve på tekstilerne, hvad enten det er som stoffarvning, tekstiltryk, batik eller silkemaling.

Farver i opløsningslim
Vi har i dag store krav til de farver og kemikalier som der arbejdes med, såvel på skoler, institutioner samt i værkstederne eller ved køkkenbordet. Det skal være farver som kan holde i vask og til vind og vejr, men de må jo ikke indeholde farlige kemikalier, som kan have skadelige virkninger nu eller på længere sigt.

Når der skal anskaffes farver til vore stoffer, byder markedet på mange forskellige produkter, og det kan være svært at gennemskue, hvilke produkter man skal vælge.
Min start på farveeventyret i 1965 startede med at jeg lavede stoftryk med pigmentfarver, som man kunne købe klar til brug, og der var ingen, som fandt mistanke til at farverne kunne være farlige at bruge.

Vi ved i dag, at farverne indeholdt opløsningsmidler, som kan have skadelige virkninger på vore hjerneceller, derfor er flere færdigblandede pigmentfarver i dag fremstillet på miljøvenlig måde uden opløsningsmidler. Pigmentfarverne er opblandet med en binder, som indeholder en lim. Når der trykkes med disse farver, ligger bindemidlet ovenpå og imellem tekstilfibrene, derfor bliver varegrebet efter trykning lidt stivere. Pigmentfarver har gennemgående gode lysægtheder i alle farvestyrker. Gnidægtheden er ret ringe d.v.s. de holder ikke altid farven i vask, da den falmer hurtigt.

De første 10 – 15 år hvor jeg arbejdede med tekstiltryk brugte jeg kun pigmentfarver såvel i undervisningen som privat. Arbejdet var spændende og jeg tænkte aldrig på at farver kunne indeholde skadelige stoffer. I dag ved jeg at den specielle lugt farverne havde dengang, ikke var godt for hverken mennesker eller miljø. Der er sket en stor udvikling omkring disse farveprodukter, hvor der fremstilles et utal af bindematerialer med hver deres specielle egenskaber med hensyn til fixeringsmetoder, elasticikset, varegreb, farvebrillians, dækningsgrad og hæfteevne på forskellige tekstiler.

Der findes i dag et utal af pigmentfarver på markedet, derfor må man vælge det produkt som passer til den situation man står i. I det daglige bruger jeg hobbyfarverne, hvor de dækker mine behov.

Ægte farvereaktion
Midt i 70’erne lærte jeg at bruge de reaktive farver, som er farver, der går i forbindelse med tekstilfibrene, og er i modsætning til andre farvegrupper i stand til at reagerer med cellulose og protein f.eks. bomuld og silke. Farvegruppen har tillige gode vaskeægtheder, lysægtheder er forskellige for de enkelte farvestoffer.

Det var en helt ny fornemmelse at arbejde med farver til tryk, som gav et blødt greb og tøjet kunne vaskes med gode resultater. Forskellen var bare den, at nu skulle jeg selv røre mine farver op fra pulver til den færdige trykpasta – det var vel nok besværligt – desuden skulle denne farve også fixeres med en væskeks som skulle smøres meget jævnt på det trykte eller malede produkt. Dertil kom at denne fixeringsvæske indehksldt stærk base, så man måtte beskytte både øjne og hud, ja, det var meget besværligt – men flotte resultater.

Der måtte nu vælges og tages stilling til, om det ene opvejede det andet. Jeg må sige at det tog mig en del år, men så stod det mig også klart, at der var mange fordele ved de reaktive farver: De kunne anvendes på alle naturprodukter som bomuld, viskose silke og uld. Herudover både til trykning, maling i fortykkede og akvarelfarver, ja, selv til indfarvning med forholdsvis få hjælpestoffer.

Med tiden blev fixeringsmetoden med damp i en gryde eller i fixeringsapperat også meget lettere. Med nye teknikker lærte jeg også, at farverne var anvendelige i mange sammenhænge.

Det er en farve, som der kan arbejdes videre med før og efter fixeringen. Der ksan reserveres med pasta, hvorefter der påføres en ny farve en eller flere gange. Der kan reserveres med farvereserve, kombination med reaktiv/reaktiv reserve, pigment, reaktiv, hvid og farveætse, kombinationer med kypefarver, ja kombinationsmulighederne er uendelige. Lyder det besværligt? Måske, men hvis man først har det ene, følger det næste – for spændingen øges og iveren bliver endnu større, resultaterne bliver flottere og flottere, så indsatsen for arbejdet belønnes.

Hvad med faremomenterne? Er det slet ikke farligt at arbejde med reaktive farver?, er der flere der spørger.

Med hensyn til farvepulveret skal der bæres støvmasker under afvejningen og opblandingen af farvepastaen, med hensyn til kemikalierne som skal tilsættes, står der i mine datablade at ved sædvanlig håndtering af stofferne medfører ingen helserisiko, her må dog tilføjes at ved dampfixering af tekstilerne anksendes et rum med god ventilation, eller et rum med almindelig udluftning, hvor ingen kommer under dampning.
Under disse forudsætninger har jeg givet mit hjerte til disse farver og anvender dem på mit værksted og i min undervisning.

Farvebadeanstalten
I mange år underviste jeg i den kommunale ungdomsskole i stoftryk og batik. Da jeg startede var der stor tilslutning til batikken, her arbejdede vi meget med både vikle- og voksbatik.

Jeg ser tilbage på mange gode timer med de unge mennesker, men med lidt dårlig samvittighed, over dengang ikke at have viden, om den fare som vi alle stod i. Batikvoksen giver meget farlige dampe, som kan sætte sig på lungerne, så her må henstilles til at der altid anvendes udsug hvor der vokses.

Kypefarven som vi anvendte til indfarvning skal tilsættes kemikalier for at virke, disse kemikalier er både ætsende og ødelæggende for luftvejene, derfor indførte jeg indfarvning med reaktive farver. Her anvendes ingen farlige kemikalier, men de unge brokkede sig meget i starten, da kypefarverne kan indfarves på 10 – 20 min., mens det tager 80 – 90 min. med de reaktive farver.

Da jeg fortalte de unge mennesker at kemikalierne til kypefarverne var meget farlige for deres velbefindende samt at fordelen ved tilsætningsstofferne i reaktivfarve indfarvning, forstod de sammenhængen i, at beskytte sig selv og vores miljø. Når man kender og forstår grunden til forandringen, selv om det er lidt mere besværlig, accepteres det hurtigt.
I mit eget værksted og farvekøkken har jeg i dag ikke nær så mange kemikalier, som jeg havde i “gamle dage” og nu ved jeg, hvad indeholdet er, og det giver stor trykhed i hverdagen.

Nu vil nogle stille spørgsmål omkring udvaskningsvand og brugte farvebade. Dette har jeg også haft store overvejelser omkring og kontaktet personer, som havde forstand på dette. Den besked, som jeg fik var, at når det drejede sig om de mængder, vi fra private husholdninger og skoler hældte ud i afløbet, ville slammet i kloakken ”fortære” restkemikalierne. Hvis den enkle ikke kan stå inde for denne forklaring, må man opsamle restfarvevandet i beholdere og afleverer til hertil indrettede pladser.

Det er naturligt at man i dag – i den økologiske debats tidsalder – viger tilbage for uden videre at hælde brugt farvebad og lign. i afløbet. Man må gøre sig klart, at de fleste stoffer ikke er giftige eller skadelige under alle omstændigheder, men først bliver det, når de når over en vis grænse. F.eks. base der neutraliseres af syre, køkkensalt eller fosfatholdige stoffer som også indgår i f.eks. vaskepulver.

Farveøkologi
I min daglige færden er jeg altid opmærksom på, hvad der rører sig i tiden og helt specielt, når det gælder farver og tekstiler.

En af de bedste oplevelser var vel, da jeg for ca. 2 år siden så en udstilling på Kunstindustrimuseet med trykte kjoler der var ledsaget af teksten omkring anvendte farver, hvor der stod “trykt med de miljøvenlige reaktive farver”. Dette følger godt i tråd med den besked jeg modtog fra farvefirmaet for ca. 1 1/2 år siden, hvor de sendte nye beskrivelser om, at de reaktive farver opfylder kravene til økotex standard 100ks

Hertil skal tilføjes, hvis du er i tvivl om kemikalier og miljø kan du få en god hjælp i S og R sætninger, samt faresymbolerne. Læs mere i pjesen du kan finde på f.eks. biblioteket.
Hvad vi inden for dette fagområde har nået indtil nu, har jeg følt som gode og betryggende arbejdsbetingelser. Udover dette er det for mig altid livgivende at gå i værkstedet og få afløb for mine ideer, udtrykke livsglæde i farver og former, og måske få afløb for mange frustrationer og krav, som stilles i dagens samfund.

Jeg tror også på, at alle mennesker fra barn til voksen har glæde og stort udbytte af, at arbejde med farver, få frihed til at udtrykke sig uden for mange restriktioner. Derfor er det en stor hjælp, at der arbejdes så meget på den teknologiske udvikling, herved får vi bedre muligheder for at lege og arbejde uden risiko for helse og miljø.

Litteratur:
Blandt mange gode bøger om tekstilfarvning, kemikalier og tekstiltryk/maling:

Farvebogen af Jan Siksefsky & Gösta Sandberg Clausen bøger

Stoftryk, redskaber, kunsthåndværkerskolen erhvervsskolernes
arbejdsmetoder Kolding forlag tlf.66158542

Tekstiltryk af Joy Bksutrup & Maiken Monnerup Clausen bøger

Bitten Hansen, Kunsthåndværker og håndarbejdslærer med tekstiltryk i alle former som speciale. Undervisningserfaring gennem 25 år i folkeskolen, ungdomsskolen, højskoler, amtscentraler og seminarier.

Denne artikel er skrevet af Bitten Hansen og første gang publiceret i Danmarks Håndarbejdslærerforenings Tidsskrift “Håndarbejde i Skolen” blad nr 3 2000.
Link: http://www.haandarbejd.ffw.dk/