Bitten Hansen i Nørhald

Bitten Hansen udstiller som månedens kunstner i Nørhald

Bitten Hansen udstillede i Nørhald Kunstforening i Nørhald Kommunes Rådhussal i Tvede.
6. marts – 2. april 2004. Der var åbent alle hverdage fra kl. 10.

Tekstildesigneren og kunsthåndværkeren Bitten Hansen udstillede 24 værker – både helt nye billeder og nye værker fra 2003 samt enkelte tidligere produktioner.

Alle var velkomne til fernisering lørdag den 6. marts 2004 kl. 14-16, hvor der blev budt en forfriskning og musikalsk underholdning v/ musiklinjen fra Mellerup Efterskole. Ca. 40 personer mødte op og udspurgte ivrigt den travle tekstilkunstner.

Udstillingen kune gratis ses i Rådhusets åbningstid: mandag-torsdag 10-14, torsdag tillige 15-17, fredag 10-12. Adressen er: Nørhald Kommune, Rådhuset, Udbyhøjvej 483, Tvede, 8900 Randers. Telefon 87 77 07 00, http://www.noerhald.dk

Farverige tekstilbilleder i byrådssalen i Tvede

Kunsthåndværkeren og tekstildesigneren Bitten Hansen arbejder dagligt med undervisning i tekstil og farver på både højskole og i privat kursusvirksomhed, men hun får alligevel produceret en del billeder og beklædningsgenstande: ”En ny udstilling er en ny udfordring”, lyder der fra ildsjælen, der altid har elsket at lave billeder med en historie. ”For mig består et billedes kvalitet af historien i billedet, fremstillingsprocessen og så selvfølgelig resultatet”.

Bitten Hansen arbejder tematisk måde teknik- og motivmæssigt med billedserier. Hun udforsker kompositioner og billedets fortællemæssige udtryk når hun med trykrammer, pensler og tekstilkridt bearbejder og fortolker emner som: ”savannen”, ”kommunitation/menneske”, ”nordiske rødder”. ”det kulturelle tidsspring” og ”skulpturel tekstil”.

Savannens vilde dyr repræsenterer en vildskab og naturlig balance, som Bitten Hansen er betaget af. Næsehornet et tungt dyr med alle ben plantet solidt – og står for jordforbindelse. ”Jeg bruger næsehornet til at minde mig selv og andre om at vi ikke skal flyve alt for højt – men huske at komme ned på jorden igen”, siger Bitten, der på udstillingen viser næsehorn i adskillige farver og på enkelte værker suppleret med bitte små mennesker.

Kommunikation og menneske er et spændende emne som Bitten Hansen sætter fokus på i række billeder, hvor der stilles spørgsmålstegn ved om det er mennesket der kommunikere eller om mennesket er underlagt kommunikation. Tekstilkunstneren forholder sig kritisk men også undersøgende til emnet, som på udstillingen især ses behandlet med tekstilkridt, pensel og eksperimenterende fladedækning.

Nordiske rødder er næsten en hjertesag for Bitten Hansen. ”Hvorfor altid søge ud i verden efter historier, når de ligger i vores egen baghave?”, spørger hun. ”Jeg synes det er spændende at fortælle Danmarks og Nordens historie. Uanset om det er vikinger, bronze- eller jernalderfolket, så betyder deres kultur og myter meget.”
På udstillingen kan bl.a. ses et vægtæppe inspireret af Vølvens Spådom om jordens skabelse. Her har tekstilkunstneren anvendt male- og reserveringsteknikker på det store billede holdt i blågrå nuancer.

Det kulturelle tidsspring er den nyeste serie værker på udstillingen, hvor Bitten Hansen med trykrammerne har komponeret komplekse og detaljefyldte billeder, der næsten kun kan frembringe spørgsmål og undren hos beskueren. Hvor er sammenhængen mellem runer og roser, mellem Mona Lisa og valmuer?
Serien afspejler samfundets moderne farveholdning med sorte konturer og stiliserede grafiske bearbejdninger indrammet i aluminium og tilsat nænsom farvetoning.

Skulpturel tekstil er en af de discipliner som Bitten Hansen mestrer så unik, at der bliver lagt mærke til hende i både ind- og udland. Intens og velkomponeret farvesammensætning i rummelige, tredimensionelle udtryk hvor adskillige lag stof samarbejder eller modarbejder hinanden. På udstillingen ses bl.a. de værker som juryen bag det internationale tekstilværk ”Fiberarts Design Book 7” fandt så overbevisende at de optog Bitten Hansens værker. Bogen udgives i løbet af foråret af Lark Books, Asheville i USA.

Udstillingen kunne ses i Rådhusets åbningstid: mandag-torsdag 10-14, torsdag tillige 15-17, fredag 10-12. Gratis adgang.

Adressen er: Nørhald Kommune, Rådhuset, Udbyhøjvej 483, Tvede, 8900 Randers. Telefon 87 77 07 00, http://www.noerhald.dk