Silke og granit

– et emne fra den nordiske husflidsudstilling på Island 1992

Al billedkunst er jagt på virkeligheden, en jagt, der har eksisteret lige så længe som menneskelig civilisation. De mest overbevisende vidnesbyrd om mennesker på vore hjemlige breddegrader er de nordiske helleristninger.

Når de virker så betagende, skyldes det ikke blot det fascinerende i, at de er historie, primitive eller anderledes i forhold til vores moderne billedverden: Helleristningerne er klare symboler fra det inderste i mennesket – drift, kultur og overlevelse.

Da jeg i foråret blev ringet op fra Dansk Husflid var jeg i første omgang i tvivl om jeg kunne indpasse en produktion af silkemalingsarbejde(r), der kunne deltage i Nordisk Husflidsting 92 på Island i sommer. Efter flere overvejelser gik jeg ind i projektet med ideen om at bevise, at silkemaling er nået længere stadiet, hvor formålet alene er oplevelsen af farvernes spil på silken.

Silken er mediet
Silkemaling står for mig som et velkvalificeret medie på linje med andre traditionelle kunstneriske udtryksformer. Her skal beskureren også være opleveren og kunne hente indtryk, der fører hende eller ham videre. Om det er frem eller tilbage er ikke afgørende, når blot det er videre. Samtidig skal et værk kunne opleves på mange niveauer, et flygtigt kig, en lille undren, en længere fascination og en langvarig analyseren. Mindstekravet er oplevelse.

Til den fællesnordiske udstilling fandt jeg det nært at tage et fællesnordisk emne som tema for mit arbejde. Den nordiske mytologi og billedverden har altid haft mig som beundrer, så det var naturligt at tage udgangspunktet her – helleristningernes symbolrigdom og den kultur, de repræsenterer, og på forunderligvis også spiller op til i dag.

At lægge selve det kunstneriske budskab ind i et værk er svært. Jeg har forsøgt med mit bidrag til Nordisk Husflidsting. Paradokset mellem silke og stenstruktur, mellem sløring og afsløring, mellem urgamle motiver og moderne farver holdt i den eftertænksomme blå skala med strejf af en mere påtrængende turkis. Motivgentagelse, der viser sig at være en udviklende række. Der er noget at gå på opdagelse i – eller blot passere med den flygtige illusion af at være gået forbi en klippe.. Eller hvad er det nu for en klippe?

Symbolik i praksis
Under fremstillingen kunne jeg også på praktisk hånd opleve symbolikken. Moderne kemiske udregninger om stof og mængde, redskaber af stål og syntetiske polymeringsprodukter. Over arbejdsbordet blinker neon-amaturene i takt med UV-lampen i mørkekammeret. Alligevel er det vand og tørrede alger, der bringer farven rundt på stoffet; silke fra sommerfuglens ihærdige forsøg på videregivelse af liv. Inde på kontorets skrivebord ligger granitstykker og urhavets dyr i flint ved siden af afrikanske stammefolks små træskærerarbejder. Min motivverden er emd Hans Røstholm og R. Broby-Johansen hensat som vore tidligste forfædre.

Det er flint mod stål, hvor det gælder om at få gnisten til at ramme det rigtige sted, så der opstår lys og et fængende budskab.

Denne artikel er skrevet af Bitten Hansen og første gang publiceret i Dansk Husflidsselskabs tidskrift “Husflid” nr. 6 1992. Link: http://www.husflid.dk/